Fra TUSINDVIS af shotsrør til mislykket Ibiza-tur
Suspekt inviterede fans helt tæt på
Snart skal en af landets mest populære rapgrupper, Suspekt, indtage Parken, men inden inviterede de sammen med Samsung Music Galaxy en gruppe heldige fans til en eksklusiv talk og snigpremiere på nye sange.
Suspekt må være Danmarks mest langtidsholdbare rapgrupper: Orgi-E, Bai-D og producer Rune Rask har sat deres tydelige præg på dansk musik i mere end 20 år med både anmelderroste album og megahits på cv’et.
Til september skal Suspekt spille en af karrierens største koncerter i Parken. Inden blev en bunke heldige fans inviteret i biografen Imperial i København, hvor Suspekt i samarbejde med Samsung Music Galaxy stillede op til en eksklusiv talk.
Det var et tydeligt spændt Suspekt-hold der trådte på scenen i den store Imperial-sal for at præsentere ny, uudgivet musik og fortælle om tankerne bag foran et nok lige så spændt publikum. Man kunne godt mærke, at det her ikke sker hver dag.
Dolby Atmos-lydsystemet og atmosfæriske videoer på biografskærmen passede perfekt til den lyd, der præger Suspekts nye materiale. For det er netop filmisk, storladent og også mixet i surround sound. Derfor lød det af meget mere end på anlægget derhjemme.
Fra starten var der også gang i de gode behind the scenes-historier – tidligt i talken viste Suspekt for eksempel en videobesked, som Rune Rask sendte til de to rappere for at vise dem sin nyeste genistreg, den nat han producerede beatet til ‘Rune Rask er for syg’.
»Er det ikke fedt?!« udbryder han på videoen, mens beatet pumper i baggrunden.
Med i Tabu-studiet
Og det var ret fedt at komme med helt ind i Tabu-studiet og gruppens arbejdsproces.
Vi hørte om en skuffende tur til Ibiza, hvor gruppen skulle lave ny musik. Men i stedet for palmer og sol blev de mødt af regn og blæst. Gruppen havde lejet et, på billederne, lækkert hus, men indså, at noget var galt.
»Jeg kigger og tænker, det er jo ikke det her sted, hvad fanden er det, der foregår. Det er en 800 år gammel kostald og et eller andet smadret stenhus«, fortalte Bai-D grinende om Ibiza-turen.
Men i stenhuset lavede de det nye nummer ‘Fuld dominans’, der med dystre dommedagstrommer og kirkekor lød mere af – med Orgi-E’s ord – »en rigtig dårlig dag i Norge«, end palmestrand. I den mørke biografsal og med den dystre skovvideo på storskærmen var det en overvældende oplevelse.
Gruppen præsenterede også ‘Shotsrør’, der med et house-beat og direkte hook (»Vi skal have shotsrør!«) fik feststemningen til at brede sig i biografsæderne – og hos Suspekt selv, der diskret festede med fra lænestolene på scenen. Den bunder i en koncert i Forum, hvor baren løb tør for shotsrør allerede inden opvarmningen.
»De købte 16.000 shotsrør, men de ved bare ikke, at Suspekt-supportere drikker 16.000 shotsrør, inden Emil Lange er gået på«, fortalte Orgi-E.
»Og så tænkte vi, vi kan jo lave den her og sende til Parken. Så kan det være, de fatter, at de skal købe nogle fucking shotsrør«.
Den sidste bemærkning vakte stor begejstring hos Suspekts festglade fans.
Musikken viser vejen
Selvom Suspekt måske var nervøse i starten, gik de nok derfra i godt humør.
Som Bai-D afslutningsvist bemærkede: »Det er sjældent, man får lov til at spille noget, før det kommer ud. Det er en dejlig oplevelse. Men kun på grund af responsen! Hvis I havde sagt ‘buuh’, havde det ikke været så fedt«.
»Vi plejer at teste vores numre på venner og på Universal, som er med til at udgive det«, stemte Orgi-E i. »Det at kunne teste det på jer, som dyrker det lige så meget, som vi gør, det er ret privilegeret at kunne for første gange nogensinde«.
Og det var særligt at komme i maskinrummet. Det følte publikum også.
»Det var superfedt at høre, hvordan de arbejder, og hvor meget arbejde, de lægger i det«, sagde Suspekt-fanen Niels bagefter.
Han fremhævede også lyden i Imperial: »Det var vildt fedt, især på det anlæg, hvor musikken virkelig kommer til sin ret. Det lyder fantastisk, når man sådan kan mærke det«.
»Hvis I havde sagt ‘buuh’, havde det ikke været så fedt«
– Bai-D
»Jeg måtte ikke høre ‘Kinky Fætter’ for min mor, men jeg gjorde det alligevel«
– Nala, Suspekt-fan
I GODT SELSKAB
Suspekts talk er det seneste i rækken af samarbejder mellem nogle af Danmarks fremmeste musikere og Samsung Music Galaxy.
Tidligere har navne som Lukas Graham, Artigeardit, Icekiid og Tessa skabt oplevelser i samarbejde med Samsung, der med konceptet har skabt et eksklusivt rum, hvor kunstnernes ubegrænsede kreativitet og visioner får lov at komme til udtryk.
I godt selskab
Suspekts talk er det seneste i rækken af samarbejder mellem nogle af Danmarks fremmeste musikere og Samsung Music Galaxy.
Tidligere har navne som Lukas Graham, Artigeardit, Icekiid, TopGunn og Tessa skabt oplevelser i samarbejde med Samsung, der med konceptet har skabt et eksklusivt rum, hvor kunstnernes ubegrænsede kreativitet og visioner får lov at komme til udtryk.
Følg med, når der løbende annonceres nye koncerter.